GADENS BØRN NGO

Gadens Børn er en non-profit organisation, der blev stiftet i 2012 af Pia Lindell Qwist efter en rejse til Indien. Hvad der skulle have været en ferie med veninder endte med at ændre Pias liv radikalt, da hun oplevede, hvordan tusindvis af børn lever på gaden uden adgang til mad, omsorg, sikkerhed, tøj på kroppen, tag over hovedet, sundhedspleje, skolegang og ikke mindst uden håb og drømme for fremtiden.

"Dét jeg mærkede på min krop, mit sind og min sjæl, da jeg hørte historier om deres liv, er ubeskriveligt. På vej hjem i flyet kunne jeg ikke ryste disse historier af mig, og jeg vidste, at det jeg havde set og oplevet, ville ændre mit liv. Jeg tog hjem og solgte ud af mine ejendele - sko, tasker, smykker, tøj osv. - og tjente 29.000 kr., med hvilke jeg rejste til Kolkata og startede Gadens Børn - på bar bund uden et netværk i en by med 14 millioner indbyggere." - Pia Lindell Qwist, Stifter.

Pia brugte to år på at lave socialt opsøgende arbejde i Kolkatas gader, slumområder og på byens andenstørste banegård, Sealdah Station. Her fik hun livet og udfordringerne på gaden godt ind under huden, og hun lærte, hvordan børnene særligt drømmer om tre ting - et hjem, skolegang og mad hver dag. Det blev hendes mission at gøre det muligt for dem at nå de drømme, og strategien for Gadens Børn begyndte at tage form.

I dag, 7 år efter Gadens Børn tog sine første spæde skridt som hjælpeorganisation, driver vi 12 projekter, der dagligt hjælper over 700 gadebørn i Kolkatas slumkvarterer til en bedre barndom og en lysere fremtid. Projekterne omfatter tre skoler, to mobile sundhedsklinikker, et baby- og mødrecenter, aktivitetscentre i diverse slumområder, et kommende pigehjem og vores nye luksus second hand butik. 

Du kan læse om Gadens Børn ambassadører og deres motivation for at dedikere deres kompetencer, netværk og platform til Gadens Børns hjælpearbejde: 

Est. 2012  Luksus Second Hand By Gadens Børn NGO Cvr. 34745099 
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang